Langeskov Idrætscenter lukker – "Den grønne hal"

Rambøll har besigtiget murværk og limtræskonstruktionerne i ”den grønne hal” i Langeskov Idrætscenter, da der gennem længere tid har været opmærksomhed på revner i murværk.
Besigtigelsen har desværre medført en særlig situation, da der er konstateret gennemgribende råd i limtræskonstruktionerne, i en sådan grad, at det vurderes, at der ikke er nogen bæreevne tilbage overhovedet.
Der er foretaget fugtmåling, der viser, at der flere steder er en fugtkoncentration på mere end 20%, hvilket er alarmerende.

Rambøll vurderer, at konstruktionerne på et eller andet tidspunkt vil svigte med sammenstyrtning til følge.
Årsagen til dette, kan skyldes de indelukkede rumfang under tribunekonstruktionen, hvor der kan blive varmt og fugt kan opstige nedefra, men kan ikke komme væk. Der er ingen ventilationsmulighed.

Rambøll undersøger nu snitkræfter i samlingerne og mulige løsninger, for at etablere den fornødne bæreevne og forankring af forekomne belastninger.

Processen nødvendiggør tid til overvejelser og projektudførelse, og Rambøll kan ikke anbefale, at arealerne benyttes på det foreliggende grundlag.

Vi følger Rambølls rådgivning, og derfor er hallen lukket indtil videre!


Hvad sker der nu……?
Vi arbejder på at begrænse og stoppe skaden og på den måde minimere faren for tilskadekomst.
Der vil finde afspærring sted til alle indgangsdøre til hallen og der vil blive opsat hegn på langsiden af hallen mod mosen og LIF, og der vil blive henvist til P-pladsen foran hallen og skolen.

Der vil blive rundsendt informationsmail til alle foreninger og brugere, borgere, politiske udvalg, pressen m.v. og der vil blive indkaldt til møde for foreningerne i Langeskov, så der kan findes løsninger for træningstider, selvom det bliver lidt anderledes i en periode.

Arbejdet med reetableringen vil fortsætte og der skal tages stilling til indhentning af priser, indkaldelse af håndværksmestre og der skal tages stilling til en økonomi for den samlede opgave.

Evt. spørgsmål kan rettes til følgende:
Bygningsmæssige spørgsmål rettes til Bygningskonstruktør Rune Christensen på tlf. 65 15 14 76
Foreningsmæssige spørgsmål m.v. rettes til Ledende halinspektør Allan Sjørslev på tlf. 65 15 16 02

4/8-16